Studiet af etnografi hørte i 1962 under faget geografi ved det naturvidenskabelige fakultet.
Mit første møde med faget og undervisningen i etnografi var i den kombinerede frokost- fest- og foredragssal i Etnografisk Afdeling på Nationalmuseet.
Da det var første forelæsning i det nye undervisningsår, var der godt fyldt op i lokalet. Der var mange, der var nysgerrige efter at finde ud af, om det fag nu også var noget for dem. Men efter et par forelæsninger tyndede det hurtigt ud i rækkerne.
Da vi alle var samlede, og det akademiske kvarter vel overstået, ind trådte så fagets lærer, overinspektør dr. phil. et scient. Kaj Birket-Schmidt. En ældre herre i ulasteligt mørkt tøj og hvid skjorte med butterfly, og ikke af den slags der spildte tiden med venlige indledende, endsige morsomme bemærkninger, eller andet, så vi kunne føle os velkomne. Det var dog første undervisningsdag og første gang vi havde set hinanden. Dengang var der ikke noget med introduktionsuge eller anden venlig og orienterende velkomst. De indledende formaliteter bestod i, at vi kunne få lov til at skrive os på en liste der gik rundt, og som måske gav Birket-Schmidt en fornemmelse for, hvem han talte til. Og så gik Birket-Schmidt i gang med en forelæsning om et eller andet emne, som jeg ikke mere kan huske, hvad var. Men jeg havde på fornemmelsen, at han fortsatte på den anden side af det punktum, foran hvilket han var stoppet ved forrige semesters afslutning. Og der sad vi nybegyndere, og forstod stort set ikke en skid af det hele. Ved næste forelæsning var der færre fremmødte, og som efterårssemesteret skred frem, faldt deltagertallet jævnt til vi omkring juletid var en lille hård kerne på en 10 – 15 stykker tilbage. Var det en planlagt strategi for at holde fantasterne i faget borte, så kun en lille hårdtudholden gruppe blev tilbage? Som de, der havde udholdt strabadserne under den berømte 5. Thuleekspedition – hvor Birket-Schmidt var en af deltagerne.
Birket-Schmidt blev nok lige så overrasket over det store fremmøde, som de fleste af de fremmødte blev det over hans tørre videnskabelige forelæsning. I foregående år var der kun kommet een eller to studenter til pr. år. Og så med os årgang 1962 vrimlede det pludselig ind. Vi var første del af ’de store årgange’, og første hold af velfærdsungerne, der kunne vælge et så ’brødløst’ studium som etnografi. Studiet af menneskers liv og vaner! Det bør – altid – være et tilløbsstykke. Og det var det også med vores generation.
Nå, dér sad vi så og prøvede at forstå hinanden, men let var og blev det ikke for de to parter. Af de rigtig ’gamle’ studenter var der kun Fridolin Weiss-Bentzon tilbage. Efter ham var der hvert år kommet een eller to nye til studiet: Palle Christiansen, John Liep, Kirsten Ramløv, Jens Pindholt, Hans Berg, Ida Nicolaisen – og så evighedsstudenten Gerd Schmidt. Hun havde vist været en lovende student, men der var sket et eller andet i Kina på et studieophold, og siden … Men hun var elskelig og altid samarbejdsvillig, og hun havde gerne noget spiseligt med til forelæsningerne, som hun generøst delte ud af.
Af studenterne der begyndte, havde jeg mest kontakt med Bror Westman, Bjarke Frølund, Eva Krener og Dorrit Poulsen.
Danmark er jo foreningernes land, og da vi nu var mere end bare et par studerende, ja så var der vel grundlag for at danne ’De etnografistuderendes Forening’. På den første medlemsliste var der 34 navne. Af dem blev følgende 19 færdige:
Inger Ahrentzen, Fridolin Weis Bentzon, Hans Berg, Palle Christiansen, Jacob Clemmesen, Berete Due, Annie H. Eriksen, Rolf Gilberg, Eva Høyer, Bodil Ramsø Jacobsen, Eva Krener, Joan Langballe (Hornby), John Liep, Poul Mørk, Ida Nicolaisen, Robert Petersen, Jens Pinholt, Christian Rasmussen, Kirsten Ramløv, Bror Westman.
Hvad der skete med de andre? Nogle døde, andre fandt bedre studier, og de sidste, ja hvad er der blevet af dem: Steen Bengtson, Lis Delskov, Mogens Gutkin, Ella Hoch, Ola Hommer-stad Hoppe, Susanne Hornev, Marianne Jacobsen, Marianne Jørgensen, Bendt Porsager, Mia Bloch Poulsen, Anne Vibeke Simonsen, Gerd Smidt. Gone with the wind!
Og efter os – ja så begyndte det bare at vælte ind med nye studerende. En var Morten Vesely, som blev min bedste ven. Færdig blev han, men mon ikke han er den, der var længst undervejs. Ikke mange andre ser jeg, men det er nu ikke fordi jeg ikke vil, men fordi mit ’felt’ er blevet langbordistan i Mexico, hvor jeg så at sige er på evigt feltarbejde.
Birket-Schmidt blev pensioneret ved årets udgang 1962, så ham skulle vi kun høre på et halvt år. Så kom de unge til. Det var Johs. Nicolaisen – Johs. som der stod på alle skrif-ter fra ham, men han måtte da hedde Johannes. Det fandt vi måske ikke ud af, for han blev aldrig kendt og kaldt andet end Nic Den anden lærer på faget var Niels Fock. Der var – vist-nok – en vis rivalisering imellem de to, men Nic. var kronprinsen, og det var ham der overtog Birket-Schmidt’s post.
Næste og sidste gang jeg hørte Birket-Schmidt forelæse, var et par år efter, da stu-denternes foredrags- og selskabsforening have overtalt ham til at fortælle om hans deltagelse i Thule ekspeditionen sammen med Knud Rasmussen. Det blev et tilløbsstykke – for vel for sidste gang at høre ’etnografiens grand old man’. Det vár spændende at lytte til, og han kun-ne endda komme med et par vittigheder – meget tørre – som fik selv de unge studenter til at grine højlydt. Der var en del besvær med at få showet til at køre, for hans lysbilleder var i stort firkantet format (4 x 4 cm ?), så vi skulle nærmest på Teknisk Museum for at fremskaffe en fremviser. Det er godt at bide mærke i når vi nu i dag bliver digitaliserede og klarer fremvis-ningen i Power Point. Men hvad duer det til om 40 år?
