På evigt feltarbejde

Denne bog er skrevet, først og fremmest for egen fornøjelse. Men bestemt også for at mine børn, børnebørn og forhåbentlig olde- og tipoldebørn kan blive kloge på, hvad deres far, bedstefar, olde- og tipoldefar brugte sit arbejdsliv til. Jeg har her kunnet hente de utallige gode minder frem af hjernekistens harddisk og dermed fået gjort regnskab over, hvad jeg fik livet til at gå med. Der har ind imellem været røde tal, men når det samlede regnskab tælles sammen, står der på bundlinjen et pænt stort overskud af gode oplevelser, livsglæde, og tilfredsstillende arbejdsresultater.

I et langt arbejds- og livsforløb har jeg haft kontakt med spændende og inspirerende mennesker, som alle har givet deres lille skærv eller store guldmønt til, at jeg kunne betale for mit gode liv. Nogle dukker op i de følgende sider, dog vil det være umuligt at nævne alle – men gemte er ikke glemte.

Her vil jeg kun nævne de personer, der gav mig et første skub ud på de snørklede etnografiske stier.

Hanne og Tommy, min mor og far
Pop – John Colbert Bennett
Klaus Ferdinand
Niels Fock
Nic – Johannes Nicolaisen
Margrethe Agger
Silvia Teran
Annika
Elvira
Maya

Pop – min engelske gudfar gjorde det med en pose penge muligt for mig, at blive student og rejse ud i den store vilde verden. Et år blev det til gennem Mellemøsten og Afrika. Den blev min øjenåbner og store ’dannelsesrejse’. Hjemme igen satte Klaus Ferdinand mig på toget fra Århus til København, videre frem til etnografistudiet.

I København stod Niels og Bodil Fock og tog med stor generøsitet imod mig. Og til sidst forbarmede Nic ( Johannes Nicolaisen) sig, så jeg endelig kunne kalde mig magister i etnografi.

Men så langt var jeg ikke kommet uden Margrethes opbakning imens jeg studerede, eller med Silvia på tandemcykel gennem Mexico i resten af mit liv og karriere. Og slet ikke uden mine tre dejlige pigers afbrydelser.

Det var ikke altid lige let at leve som den frie fugl, daglejeren og freelanceren. Havde det ikke været for de mange penge mine forældre Hanne og Tommy ikke brugte på sig selv, men lod regne over deres fire børn, så var nogle af de projekter, du nu kan læse om ikke blevet realiseret. Tak til Jer, far og mor.

Bogen er tilegnet alle de generøse mennesker, der har hjulpet mig med at finde og leve med verdens bedste job – etnografi, eller som det nu hedder, antropologi.

Fortællingerne er skrevet lidt efter lidt over mange år, hvor jeg ikke havde ‘andet at lave’. De kommer ikke helt i kronologisk orden, men er samlet i emner, hvor det giver bedre forståelse. Jeg betegner mig konsekvent som etnograf – beskriver af folkekulturer, hvilket passer mere til, hvad jeg har gjort. Betegnelsen antropolog dukker dog op i mexicanske sammenhænge. Det er her betegnelsen forfaget og dets udøvere.

Jeg håber at leve mange år endnu, så jeg kan føje nyt til. Men sker det ikke, er jeg fuld tilfreds med, hvad livet har givet mig til nu.

¡Vida, nada me debes! ¡Vida, estamos en paz!
Livet, du skylder mig intet. Livet vi er i fred.
Amado Nervo

Og derfor elsker jeg verden
trods al dens nød og strid;
for mig er jorden skøn endnu
som i patriarkernes tid.

Vilhelm Kaalund

Juni 2023
Yucatan, Mexico.