«De milpero a mesero» er titlevvn på de 12 broderede gobeliner, 70×105 cm, som en række kvinder broderede for at fortælle og beskrive Xocens historie. Til hver gobelin er der forklarende tekster.

Det skal nok være sandt, at det er ikke alle, der gør det. Men vi er alle født som resultatet af et seksuelt forhold mellem en mand og en kvinde! På Yucatan, som i resten af verden.

I Marias egen familie er der ’evig’ druk og skænderi, hvorunder hele familien lider, men især hendes mor. Så Maria har så gode erfaringer med druk, og vold, at det var let at overtale hende til at interviewe kvinder der lever ’Under alkoholens svøbe’ På nær to er der ingen af de interviewede kvinder, der drikker.

Med ny sponsor, Fundación Claudia y Roberto Hernandez, til projektet for at bekæmpe diabetes i Xocen gensamlede vi tropperne i slutningen af 2019 og begyndelsen af 2020. Men så kom Corona pandemien og alt lukkede ned.

En dag i 2013 ser jeg i en lokal mexicansk avis at NOVO er begyndt at arbejde i nogle mexicanske storbyer sammen med lokalregeringer for at bekæmpe det voksende problem med diabetes i befolkningen. Ja men, hov ! Novo er jo dansk, og da jeg ser en gammel studiekammerat, Ida Nocolaisen, i bestyrelsen for World Diabetes Foundation, WDF hvorfor så ikke lave et tiltage i en lille overskuelig landsby.

Jeg begyndte min etnografiske karriere ved at skrive magisterafhandling over antropologen Robert Redfields studier fra mayalandsbyen Chan Kom på Yucatan. Han udgav bogen ’Chan Kom – A Maya Village’ i 1934, som han lavede på baggrund af maya skolelæreren Alfonso Villa Rojas notater. Senere vendte de tilbage til landsbyen og udgav bogen ’Chan Kom – A Village that Choose Progress’ i 1950.

Da Jesus var blevet omkring 6 år, begyndte han at tænke ting. En dag sagde han: ”Det er på tide jeg skaber mig et folk!” ”Hvordan vil du gøre det, Herre?” spurgte de ham. ”Jeg vil modne majsen og lave mit folk af det,” svarede han. Han gik straks igang med arbejdet. Han formede en mand og en kvinde af majsen. Efter at havde formet mennesket af majs velsignede han det med korsets tegn, og de blev levende mennesker.

Mange af de tekster jeg havde indsamlet i landsbyen Xocen var ’ren’ bibelhistorie, men selvfølgelig med en xocenensisk drejning. Det var fortællinger om hvordan Jesus blev født i Betlehem, men snart fik sin gang i milpamarkerne omkring Xocen. Det var her han blev forfulgt og korsfæstet.

Til den etnografiske monografi som vi var i gang med, var vi interesserede i at registrere og analysere alle de problemer der blev forelagt borgmesteren i det lille rådhus.

De førspanske regnguder Cha’ko’ob ( Chaak i flertal) var de guder som de spanske munke havde sværest ved at få udryddet. Regnguderne er gengivet på meget af den smukke keramik, som de gamle mayaer dekorerede, og de pryder facaderne på de fleste af de store mayaruiner, som Chichen Itza, Uxmal og Kabah.

For at indsamle materiale til milpabogen fulgte jeg med flere bønder ud i deres milpa for at se, måle og tælle hvordan de fældede skov, afbrændte, såede og høstede.

Der har blandt arkæologer været en lang diskussion om, hvad der var det materielle grundlag til at holde de højtspecialiserede mayasamfund kørende over hundrede af år, endda i store befolkningskoncentrationer.

I vores arbejder i Xocen studerede Silvia og jeg hvordan befolkningen, de før-spanske og de nulevende mayaindianere dyrker jorden for at få en høst, så de har nok at leve af.

Den tidligere comisario – borgmester, i landsbyen, don Teodoro Canul og hele hans forgrenede storfamilie, blev vores faste ankerplads i Xocen. Lad mig her blot skildre den nære familie. Portræt af andre medlemmer kan findes i vores bøger om Xocén.

Hvordan greb vi så undersøgelsen an ? Som i alt andet hvor man skal trække på den menneskelige viden, er gode forbindelse nøglen til gode resultater. Vi brugte derfor en god del af den første tid til at leve os ind i, og være sammen med folk.

Den daglige omgang med familierne i landsbyen gav os mange venner. Som en måde at ’betale af ’ for alle de oplysninger vi fik, tog vi fotografier af familierne, til barnedåb, konfirmation og bryllup, eller ’bare’ af hele familien samlet foran hytten.

Silvia var i 1984 begyndt at arbejde på det etnobotaniske institut INIREB i Merida, og jeg var blevet daglejer, efter at jeg havde kvittet mit gode faste job med sikker pension på kulturarvs institutionen INAH.

Den lille mayalandsby Xocén på den nordøstlige del af Yucatan blev med årene ’min’ etnografiske landsby. ’Min’, nej ikke kun min, men ’vores’, for jeg studerede den sammen med Silvia, min elskede kone.