56. Etnografens familie
Dengang jeg blev færdig som etnograf, var det stadig indiskutabelt, at den nybagte kandidat skulle på feltarbejde i langbortistan, hvor han eller hun helst skulle opholde sig mindst et års tid. Og familien ? Jo tak, den måtte så finde ud af, hvordan den kunne indrette sig.
55. Mexicanske antropologer
Jeg følte nok, at jeg sad i et etnografisk smørhul med al den ’etnografi’ jeg kunne ønske indenfor rækkevidde. Men jeg havde også fornemmelsen af, at sidde noget alene med hele herligheden.
54. Jordbesættelse og skolebrand
La Huasteca var, og er stadig et meget fattigt område med store sociale modsætninger og ringe økonomisk udvikling. Det førte også til sociale og politiske sammenstød. Mange mente, at den mexicanske revolutions løfte om jord og frihed til bønderne langt fra var blevet indfriet.
53. Tamapatz
Min anden udvalgte landsby blev kaffebyen Tamapatz. Landsbyen ligger oppe i bjergene, 6 timers vandring fra byen Aquismón ad en gammel muldyrsti, der mange steder er regnet væk, og andre steder i regntiden er fuld af mudder.
52. Tataquatla
På baggrund af disse lystfulde orienteringsture besluttede jeg, at udvælge et par landsbyer i forskellige regioner, hvor jeg ville bore ned. Den ene blev den lille landsby Tataquatla med en ren indiansk huastekisktalende befolkning.
51. På feltarbejde
Dette store område med dets folk og forskellige kulturer var den udfordring jeg nu stod overfor. Hvordan pokker skulle jeg gribe den an. Jeg var blevet ansat til at lave en etnografisk eller antropologisk beskrivelse af området – men ! hvordan? Det var noget af en mundfuld at bide over.
50. Antropolog i la Huasteca
Det område hvori INI-centret opererede, la huasteca potosina er på størrelse med Fyn, og det består af vidt forskellig natur og samfundsøkonomier. Et stort områder udgør den frugtbare kystslette, der strækker sig ca. 100 km fra Den Mexicanske Golf ind til Sierra Madre Bjergene.
49. Aquismon
Heldigvis var det umuligt at finde et hus til leje i Cd. Santos – for byen var indeklemt, støjende og snusket. Mit drømmehus fandt vi i den nærliggende by Aquismón, som ligger på den svagt bølgende slette for foden af de høje Sierra Madre bjerge. Mit hus var et stort træhus med store åbne skoddevinduer. Her flyttede jeg ind sammen med Margrethe og vores datter Annika.
48. Ciudad Santos – Tancanhuitz
Efter en 7-8 timers lang bustur fra Mexico By ad den snoede Pan American landevej over Sierra Madre bjergene, steg jeg en eftermiddag sidst i april af bussen og stod med alle mine pakkenelliker for foden af en stejl bjergkam.
47. Indianere og antropologer
Mellem 8 – 10 % af den mexicanske befolkning har som modersmål et af de 56 forskellige indianske sprog, der er registreret i landet. Om de fleste af disse nulevende grupper fandtes der meget lidt litteratur og oplysninger, hvad angår økonomi, sociale, kulturelle og religiøse aspekter. Heldigvis er dét siden blevet meget bedre.
46. INI
Mit spanske var ikke overvældende da jeg præsenterede mig i INIs kontorer. Men jeg klarede mig igennem de første interviews med antropologen Salomon Nahmad (1935 – ?), daglig leder af INI. Et par dage efter fik jeg foretræde for Mexicos ’grand old antropolog’ Dr. Gonzalez Aguirre Beltran, (1908-1996) direktør for INI, og samtidig vice-undervisningsminister for uddannelse af den indiansktalende del af befolkningen.
Yucatan – Fagre nye verden
Jeg havde til min magisterafhandling i etnografi skrevet ’stor’ opgave om landsbyen Chan Kom på Yucatan. Siden været på et kort besøg i Mexico, og blevet vild begejstret for landet. På anbefaling af den mexicanske økonom Alonso Aguilar, som jeg havde besøgt i Mexico og siden kunnet invitere til Danmark i forbindelse med mit Latinamerika […]
45. Dr. Aguirre Beltrán
Min militærnægtertid ved Centret for Udviklingsforskning var ved at løbe ud. Og hvad så? Den begyndende danske ulandsbistand var koncentreret i Afrika og Indien, og jeg kunne sikkert havde fået et job der. Men når nu min kærlighed lå til Latinamerika?
44. Det andet Latinamerika seminar, NOSALF
Medens jeg lavede Latinamerika seminar, blev der også på andet hold kogt i den latinamerikanske studiegryde. Niels Fock som havde betydet enormt meget for at få mig orienteret mod Latinamerika var, som lærer på Institut for Etnografi og Antropologi, interesseret i at få koordineret den forskning der i de nordiske lande var igang omkring den historiske, kulturelle og økonomiske udvikling i Latinamerika.
43. Latinamerikaseminar
Med inspiration fra min rejse i Mexico og USA var jeg enormt opsat på at komme igang med at få organiseret den Latinamerika-studiekreds, som jeg egentlig var udstationeret som militærnægter til at organisere. Da jeg samtidig havde rådighed over en pose penge, som Centret havde givet mig i hånden – ja, hvad var der så at vente på.
42. Yucatan
Byen Merida var det første sted jeg kom til i Mexico. Nu bor jeg, med kone, børnebørn og hund og kat i Merida. Og rimeligvis er det her, hvor jeg ender mine dage!
41. USA og Yucatan
Jeg havde skrevet magisterafhandling ud fra etnografen Robert Redfields studier af en række små landsbyer på Yucatan halvøen i Mexico. Nu lagde jeg op til Forskningsrådet, at jeg skulle fortsætte mine studier dér. I første omgang fik jeg penge til at rejse til Yucatan for at lave forstudier.
40. Små-industri i Kenya
Men det var nu ikke Latinamerika det hele. Jeg blev koblet på en arbejdsgruppe, der skulle undersøge eksistensen af ’small-scale industries in East Africa’ – jo al skriftlig kommunikation på centret foregik på engelsk.
39. Center for Udviklingsforskning
Jeg havde fået opsnuset, at det som samfundsforsker ville være ret let at blive udstationeret som ’nægter’ i det forholdsvis nyoprettede Center for Udviklingsforskning. Jeg tog kontakt til Per Kongstad, som var den daglige leder af centret.
38. Militærnægter på Ho Chi Minh stien
Jeg havde været på session og stået nøgen foran et geled mænd i uniformer og een i kitel. Det lå nu nogle år tilbage, da jeg lige var begyndt at læse etnografi. Men dengang havde det ingen hast for mig at komme i trøjen, for jeg skulle ikke have noget af, at få begejstringen og inspirationen fra min rejse gennem Afrika til at fortåge sig i en rum kadavertid i det danske forsvar.
37. Magisterforelæsning
Mit emne blev: jordreformer, og det var noget jeg interesserede mig for og havde læst en del om. Det vil sige, at lærerne ville være flinke mod mig, så det hele kunne ende på denne lykkelige måde, som vi alle så frem til. Man havde een uge til at skrive sammen, og det var for 99% af studenterne ikke megen tid, især når man også tager nervøsiteten med i betragtning. Ikke blot skulle emnet indkredses og beskrives, men det skulle også pakkes ind i en form, så det kunne aflevere på 45 min – hverken mere eller mindre.
36. Magisterkonferens
Men en magisterafhandling er ikke nok til at gøre én til magister. Næhe, nu skulle jeg så i gang med at læse op til den mundtlige prøve. Og for at kunne gøre det, skulle aspiranterne først aflevere en aller helvedes lang liste over alle de bøger man prøvede at bilde Nic ind, at man havde læst.
35. Magisterafhandling
Min hensigt med etnografien var, og er stadig, at bruge den indsamlede viden til at forandre samfundene i en mere retfærdig og positiv retning, end de nu var på sporet til. Den udvikling der var i gang i mange samfund, fra ’primitive’ isolerede stammesamfund, til bondesamfund, og derfra videre til mindre og så større bysamfund, blev indenfor etnografien først studeret og beskrevet af den amerikanske antropolog Robert Redfield.
34. Mag. scient.
Som etnografistuderende var jeg ikke særlig ophidset over de emner der blev undervist i, og som lå indenfor fagets rammer. Georg Nelleman, som jeg fik et fint, fint samarbejde med omkring kommunesammenlægningerne i Skælskør, holdt nogle forelæsninger om halvnomaderne i NØ Sibirien. Ja tak, det gav horisont og en vis kontantviden, men når man ikke […]
33. Lingvistik
Jeg var dumpet til forprøven i geografi. Men anden gang lykkedes det at blive færdig. Så manglede jeg bare den anden del af forprøven, der ny hed Danmarks arkæologi. Nej tak!, så jeg valgte i stedet, at prøve at blive klog på lingvistikken. Jeg var blevet fanget af den sammenbinding der er mellem sprog og kultur, og som især etnolingvister har skrevet om. Men sprog er jo også grammatik og lyde systematiseret i fonetik.
32. Nordisk etnografisk bibliografi
Mens jeg studenter-arbejdede på Folkemindesamlingen, fik jeg kontakt med en australsk studerende, eller var han færdig, og hvad hed han har jeg glemt og ikke kunnet opspore.
31. Etisk kode for etnografer
Etnografien var udviklet i tæt tilknytning til de europæiske landes interesser i deres kolonier, eller for USA’s vedkommende, i de indianske reservater. Oplysninger blev indsamlet for at forstå de indfødte og deres mange mærkelige skikke, men bestemt også for at kunne administrere de koloniserede folkeslag. Det kunne selvfølgelig nok give nogle interessekonflikter.
30. Undervisning i Århus
Der var i årene fra 1965 stor tilgang af studenter til etnografi. Der var fri adgang til alle studier, og da faget ér spændende, så var det jo ikke så underligt med tilstrømningen. Til de mange nye studenter skulle der bruges lærere, og hvor skulle man få dem fra, når der var så få færdiguddannede? Så det blev i vid udstrækning de ’ældre’ studerende de underviste de ’yngre’.
29. WUS
Jeg fortsatte ikke i FN forbundet da jeg kom hjem fra Ecuador. Egentlig ved jeg ikke hvorfor, men måske har det noget at gøre med, at jeg ikke går tilbage til noget, jeg een gang har forladt.
28. Nordisk etnografisk bibliografi
Mens jeg studenter-arbejdede på Folkemindesamlingen, fik jeg kontakt med en australsk studerende, eller var han færdig, og hvad hed han har jeg glemt og ikke kunnet opspore. I det spændende tidskrift Current Anthropology havde jeg set, at der dér løbende blev publiceret biografier over forskellige landes etnografer, og det var jo egentlig meget nyttigt og oplysende, når man som ung etnograf gerne ville finde ud af, hvad der rørte sig rundt om i Europa, og stadig ikke havde fået de personlige kontakter gennem kongresser.
27. Hellig 3 kongers løb
Til den nye storkommune hører også de to øer, Agersø og Omø. Vel på grund af deres relative isolation havde de bevaret nogle skikke, som på det tidspunkt var forsvundet andre steder. Det var blandt andre, at ’løbe hellig 3 kongers løb’. Unge og gamle blev klædt ud, for det meste med en maske og en omvendt jakke eller en gammel damekjole. Så gik de fra hus til hus, bankede på, og her var man var klar til at tage imod.
26. Skælskørundersøgelsen
Det var i de år, 1965 – 66, da mange små kommuner blev lagt sammen til storkommuner. Med det nye velfærdssamfund kunne de små kommuner, der ofte ikke var mere end det kirkelige sogn, og derfor havde en sognerådsformand som leder, ikke mere klare de funktioner og tilsyn, som man nu krævede fra borgernes og statens side. Sammenlægningen af kommunerne omkring Skælskør by var blandt de første, og nu ville man gerne se hvad der kom ud af den, og hvordan den påvirkede det lokale liv i de tidligere små kommuner.
25. Dansk Folkemindesamling
Tilbage fra Spanien i efteråret 1966 havde jeg gennem Gustav Henningsen fået et studenter-job på Dansk Folkemindesamling. Samlingen og kontorer var lige flyttet ud fra nogle meget snævre, men hyggelige omgivelser på Det Kongelige Bibliotek til Biblioteksskolen på Amager.
24. Galicia, Spanien
Jeg kom hjem fra Ecuador, lige til juleaften, og hjem til Margrethe og vores lille datter, som kom til at hedde Annika. Vi holdt til i Margrethes pigeværelse i den gamle hestestald hos hendes forældre Henry og Hanne Agger. Der boede vi en kort tid og flyttede så til en lille skøn lejlighed i Lille Strandstræde med udsigt over Sct. Annæ Plads i det indre København.
23. Rapport fra Peguche
Da jeg kom tilbage til Danmark, gik det langsomt med at komme op af gulsotdøsen, for mange kræfter har man ikke. Men lidt efter lidt fik jeg skrevet en rapport til Cornell på engelsk, og derefter også nogle artikler til undervisningsbladet ’Rundt i Verden’.
22. Gulsot
Gulsot, skrev jeg. Historien var denne: Busserne mellem Quito og Otavalo var bestemt ikke lavet med plads til store gringoer, ligesom affjedringen ikke var helt tilpasset den hullede brolægning på dette stykke af den Pan-Amerikanske Highway.
21. Quechua-informant til Danmark
Jeg knoklede videre, og jo dybere jeg kom ned i forholdene, jo mere spændende blev det. Nu endte det også med, at jeg foreslog Niels Fock, at vi skulle prøve at få sønnen i det hus, hvor jeg boede med til Danmark. Antonio Lema gik på universitetet i Quito, og kunne i Danmark udfylde en rolle som quechua-lærer, samtidig med, at han selv fik undervisning og udvidede sin horisont – som jeg havde gjort det i hans landsby og verden.
20. Feltarbejde på ondt og godt
Da vi kom tilbage til Cornell-kontoret i Quito lå der en håndskrevet meddelelse fra Eva, der ikke havde haft den samme behagelige omgang med indianerne i den landsby, hvor hun var blevet udstationeret:
19. Gravgods og folkekunst (artesanía)
Jeg havde fra begyndelsen spottet landsbypræsidentens meget flotte bordeaux- og nærmest ilka-farvede poncho. Den måtte jeg have med hjem til Margrethe, der er væver og under alle omstændigheder ville sætte pris på den.
18. Nye og gamle inkaer
På et tidspunkt syntes jeg, at jeg også skulle se noget mere af Ecuador. Niels Fock havde også opfordret os til at tage ned til et inkatempel – Inkapirca, dels for at se ruinen, og ikke mindst for at se Tsitsit, den berømte eller berygtede indianerlandsby i nærheden. Alle ved hvordan rygterne går, og de var efterhånden blevet til, at der i Tsitsit var blevet brændt nogle læger fra Mission Andena, og alle betragtede folkene dér som meget farlige.
17. Curanderos, hekse og foregivere
Hekse, ånder, tro, og hvordan folk bliver kureret. Det var nogle af de emner jeg også var interesseret i at vide mere om. Jeg havde været henne og snakke med en medicin-mand / shaman, men han var ikke meget for at udlevere sin viden. Men vide, det ville jeg. Så en mørk aften gik jeg sammen med en præsteelev fra landsbyen hen til en meget dygtig kone, der var curandera – altså ’klog kone’.
16. Drikkevaner
Eileen Maynard var i gang med en anden rapport om drikkevanerne blandt indianerne, og det blev så Bjarkes, Evas og min opgave at komme med indtryk fra vores del af Ecuador. Et af etnografernes adelsmærker er, at vi er deltager i det vi observerer og beskriver – ’deltagerobservation’, kaldes det. Altså, vi skulle med til fester og ceremonier – og drikke med. Det var ind imellem noget af en blandet fornøjelse og et kors
15. Indians in misery
Lederen af Cornell projektet i Ecuador var antropologen Eileen Maynard. Hun var i gang med en rapport om livet på en traditionel hacienda i højlandet. Hun følte virkelig med indianerne, der levede under de mest usle forhold, og hendes rapport fik titlen: ’Indians in Misery’ – hvilket jo ikke lige var den slags anklagende titler, vi var vante til at se på antropologernes landsbymonografier
14. Peguche og Otavalo
Ankommet til Ecuador blev vi først indkvarteret på Cornell’s kontor i Quito, og derefter sat ud i hver sin landsby. Bjarke i en lille landsby udenfor Quito, hvor han havde sit hyr med den lokale præst. Eva i en fjern og kold landsby, som hun døjede meget med. Og jeg i den lille venlige landsby Peguche, udenfor Otavalo i det nordlige Ecuador.
13. På feltarbejde i Ecuador
Da jeg begyndte at studere etnografi, var der endnu ikke så mange færdige kandidater. Og de som var, havde på fornuftig vis delt klodens verdensdele mellem sig. Een fik Afrika, een Indien, een Indonesien, til der ikke var flere kandidater og verdensdele tilbage.
12. Nationalmuseet
Nu forblev etnografien heldigvis ikke bare Danmarks jættestuer og Ruslands republikker. En dag gik jeg efter forelæsningen i Etnografisk Samlings frokoststue ned i Nationalmuseets foredragssal med de mange marmorerede søjler af træ, videre gennem forgemakket – med indgang til toiletterne hvor der var unisex, samme tønde til herre og damer,
11. Arkæologi, geografi og lingvistik
Niels Fock holdt nogle forelæsninger om det han havde fået ud af sine studier hos Mataco indianerne i det nordlige Argentina. Det eneste jeg kan huske fra denne forelæsningsrække er, at når man nævner de planter som indianerne bruger, så skulle man altså også lige sige og vise, at man ved hvad de hedder på latin. Det er selvfølgelig vigtigt og rigtigt, men det var nok ikke lige det de nysgerrige unge studenter kom for at høre.
10. Studenteroprøret, – på universitetet og instituttet
Hvorfor studenteroprøret begyndte, i Paris, i Berlin, eller for den sags skyld i Mexico i forbindelse med de Olympiske Lege der blev afholdt dér, det skal jeg ikke komme ind på. Men da det først begyndte, bredte det sig som en steppebrand over hele Europa, – og nåede på et tidspunkt også til København. Finn […]
9. Blegvad, Weber og Marx
Jeg vil ikke lige frem påstå, at timerne med indføring i etnografiens metoder og emne hos Nic var vildt spændende. Hyggelige var de, men der manglende ligesom noget. Gnisten! Det relevante! Forbindelsen mellem dem og os. For hvad kunne det rent faktisk interessere os, at nogle unge mennesker nede i Sudan blev gift med deres mors brors datter, eller at der skulle være fuldmåne på en Stillehavsø, hvis man plantede rodfrugter, for at de kunne blive store og runde.
8. Institut for etnografi og antropologi
Da jeg startede på etnografien foregik undervisningen på Nationalmuseet i Etnografisk Samlings frokoststue. Men med den tilstrømning der nu var til faget, var det klart, at dér kunne vi ikke blive ved med at være. Vi flyttede ind i den gamle Polytekniske Læreranstalt på Sølvgade. Der blev ryddet gevaldigt op i de gamle laboratorier da de sidste ingeniører flyttede ud, og det var både godt og ondt, for gangene var fyldte med store gedigne smukke instrumentskabe fra gulv til loft, og da der dér var højt til loftet, kunne det være svært at finde anvendelse for inventaret andetsteds.
