Daglejer på Herrens mark
I mit lange arbejdsliv på Yucatan har jeg kun haft fast ansættelse ganske få år. Jeg havde, hvad mange ville kalde en drømmestilling på den lokale afdeling af Mexicos ’nationalmuseum’ INAH Instituto Nacional de Antropologia e Historia, med fast løn og udsigt til en god pensión.
101. Fra milpa bonde til tjener
«De milpero a mesero» er titlevvn på de 12 broderede gobeliner, 70×105 cm, som en række kvinder broderede for at fortælle og beskrive Xocens historie. Til hver gobelin er der forklarende tekster.
100. Kærlighed, hjertesorg – og sex
Det skal nok være sandt, at det er ikke alle, der gør det. Men vi er alle født som resultatet af et seksuelt forhold mellem en mand og en kvinde! På Yucatan, som i resten af verden.
99. Under skyggen af alkohol, drug og vold
I Marias egen familie er der ’evig’ druk og skænderi, hvorunder hele familien lider, men især hendes mor. Så Maria har så gode erfaringer med druk, og vold, at det var let at overtale hende til at interviewe kvinder der lever ’Under alkoholens svøbe’ På nær to er der ingen af de interviewede kvinder, der drikker.
98. Marias dagbog fra den med Covid-19 i Xocen
Med ny sponsor, Fundación Claudia y Roberto Hernandez, til projektet for at bekæmpe diabetes i Xocen gensamlede vi tropperne i slutningen af 2019 og begyndelsen af 2020. Men så kom Corona pandemien og alt lukkede ned.
97. Diabetes i Xocén
En dag i 2013 ser jeg i en lokal mexicansk avis at NOVO er begyndt at arbejde i nogle mexicanske storbyer sammen med lokalregeringer for at bekæmpe det voksende problem med diabetes i befolkningen. Ja men, hov ! Novo er jo dansk, og da jeg ser en gammel studiekammerat, Ida Nocolaisen, i bestyrelsen for World Diabetes Foundation, WDF hvorfor så ikke lave et tiltage i en lille overskuelig landsby.
96. Xocen, hvad skete der?
Jeg begyndte min etnografiske karriere ved at skrive magisterafhandling over antropologen Robert Redfields studier fra mayalandsbyen Chan Kom på Yucatan. Han udgav bogen ’Chan Kom – A Maya Village’ i 1934, som han lavede på baggrund af maya skolelæreren Alfonso Villa Rojas notater. Senere vendte de tilbage til landsbyen og udgav bogen ’Chan Kom – A Village that Choose Progress’ i 1950.
95. Hvordan Jesus – og Djævlen hver skabte sine mennesker
Da Jesus var blevet omkring 6 år, begyndte han at tænke ting. En dag sagde han: ”Det er på tide jeg skaber mig et folk!” ”Hvordan vil du gøre det, Herre?” spurgte de ham. ”Jeg vil modne majsen og lave mit folk af det,” svarede han. Han gik straks igang med arbejdet. Han formede en mand og en kvinde af majsen. Efter at havde formet mennesket af majs velsignede han det med korsets tegn, og de blev levende mennesker.
94. Et Glimt af Gud
Mange af de tekster jeg havde indsamlet i landsbyen Xocen var ’ren’ bibelhistorie, men selvfølgelig med en xocenensisk drejning. Det var fortællinger om hvordan Jesus blev født i Betlehem, men snart fik sin gang i milpamarkerne omkring Xocen. Det var her han blev forfulgt og korsfæstet.
93. Kommisærens Dagbog
Til den etnografiske monografi som vi var i gang med, var vi interesserede i at registrere og analysere alle de problemer der blev forelagt borgmesteren i det lille rådhus.
92. Cha’ko’ob – regngudernes hustruer
De førspanske regnguder Cha’ko’ob ( Chaak i flertal) var de guder som de spanske munke havde sværest ved at få udryddet. Regnguderne er gengivet på meget af den smukke keramik, som de gamle mayaer dekorerede, og de pryder facaderne på de fleste af de store mayaruiner, som Chichen Itza, Uxmal og Kabah.
91. Tingenes Oprindelsen
For at indsamle materiale til milpabogen fulgte jeg med flere bønder ud i deres milpa for at se, måle og tælle hvordan de fældede skov, afbrændte, såede og høstede.
90. Mayaernes landbrugssystem
Der har blandt arkæologer været en lang diskussion om, hvad der var det materielle grundlag til at holde de højtspecialiserede mayasamfund kørende over hundrede af år, endda i store befolkningskoncentrationer.
89. Den etnogra – fiske høst
I vores arbejder i Xocen studerede Silvia og jeg hvordan befolkningen, de før-spanske og de nulevende mayaindianere dyrker jorden for at få en høst, så de har nok at leve af.
88. Familien Canul
Den tidligere comisario – borgmester, i landsbyen, don Teodoro Canul og hele hans forgrenede storfamilie, blev vores faste ankerplads i Xocen. Lad mig her blot skildre den nære familie. Portræt af andre medlemmer kan findes i vores bøger om Xocén.
87. Milpavenner
Hvordan greb vi så undersøgelsen an ? Som i alt andet hvor man skal trække på den menneskelige viden, er gode forbindelse nøglen til gode resultater. Vi brugte derfor en god del af den første tid til at leve os ind i, og være sammen med folk.
86. Xocen
Den daglige omgang med familierne i landsbyen gav os mange venner. Som en måde at ’betale af ’ for alle de oplysninger vi fik, tog vi fotografier af familierne, til barnedåb, konfirmation og bryllup, eller ’bare’ af hele familien samlet foran hytten.
85. Milpa landbrug hos Mayaindianerne
Silvia var i 1984 begyndt at arbejde på det etnobotaniske institut INIREB i Merida, og jeg var blevet daglejer, efter at jeg havde kvittet mit gode faste job med sikker pension på kulturarvs institutionen INAH.
Xocen – udtales Sjóken
Den lille mayalandsby Xocén på den nordøstlige del af Yucatan blev med årene ’min’ etnografiske landsby. ’Min’, nej ikke kun min, men ’vores’, for jeg studerede den sammen med Silvia, min elskede kone.
84. Etniske fotos
En gang tog jeg Humberto med ud i landsbyen Xocen, hvor jeg var begyndt at arbejde med etnografisk forskning sammen med min kone Silvia Terán. Vi var til en landsbyfest, hvor både Humberto og jeg tog mange billeder. Det fik jeg nogle år senere en del problemer ved. Det skete således.
83. Humberto Suaste som min lærer
Jeg kan lige så godt, først som sidst tilstå, at jeg ikke er nogen særlig god fotograf. Jeg er ikke god til teknik, og jeg tager for meget på slum – ligesom når jeg bager -, men det går jo ikke, når man skal fremkalde med målbare tider og væsker.
82. Sisal – billeder fra en havn
Mens jeg var i gang med alt muligt på INAH, blev jeg kontaktet af kunstmaleren José Luís Loría. Han havde i lang tid boet i den lille fiskerby Sisal, hvor han malede, fortrinsvis detaljerede billeder af blomster og fugle, i en naturalistisk stil som man især ser i gamle store botaniske og ornitologiske bøger.
81. Fviskerne på Yucatan – Los Pescadores de Yucatán – 1987
Det er varmt på Yucatan, og især inde i byen Mérida, så alle flygter til de hvide strande, der lægger sig som et velsignet afkølende bånd omkring halvøen. Da jeg og min familie i 1980 kom til Yucatan, gjorde vi det samme.
80. Tags, graffiti, murmalerier – Pintando las paredes de Yucatán
Da man for nogle år siden begyndte at kunne få maling på spraydåser begyndte også et nyt kapitel i kunstens historie. graffiti malerier. Til at begynde med nogle irriterende tags hvormed unge viste I was here, til stor harme for husejere, der lige havde fået nymalet deres husfacade. Ja selv vores danske nationalklonedie Jellingestenen undslap ikke et tag.
79. Merida con amor – 2014
Mange år efter jeg lavede udstillingen om byen Merida i s/h fik jeg lyst til at se, hvad der var sket ’siden sidst’, så jeg begyndte at støve gade op og gade ned, på alle tider af døgnet for at finde de rette motiver.
78. Mérida i sort og hvidt
Da jeg nu havde kontakt til Guillermo Bonfil, foreslog jeg ham, at vise udstillingen om Mérida på museet. I 1985 pakkede jeg hele udstillingen ned og kørte sammen med min datter Elvira til Austin i Texas, hvor jeg hængte billederne op i gangene på Nettie Lee Benson Library ved University of Texas.
77. La Familia Maya
Arkæologi handler , hvordan man end vender og dreje emnet, om døde ting. Udfordringer er så, at få disse ting gjort levende. Jeg havde som fotograf ved INAH taget rullevis af billeder af arkæologiske steder ’sitios’, og fremkaldt og forstørret arkæologernes fotos af udgravninger.
76. INAH – Instituto Nacional de Historia e Antropología
Men klage, det skal jeg ikke over min tid i INAH. Tvært imod. Da der blev lavet nyt museum i Cancun, blev mange af mine billeder brugt i udstillingssalene.
75. Fest og Musik
Når det er første gang man skal observere en helgenfest, er det et 24 timers job, for der foregår noget hele tiden, som man skal have registreret og få en forklaring på.
74. Forskningsenheden
Kurset for kulturpromotorerne sluttede godt, og eleverne kunne vende tilbage til deres landsbyer og begynde at promoveere og indsamle ’kultur’. Silvia ville trække sig som leder af enheden, hvorefter der skulle udnævnes en ny.
73. Don Tiburcio
Da vi begyndte kurset i 1980 for de kommende barfods etnografer – promotores culturales – troppede også en lille, meget energisk og levende gammel gubbe på 70 år op.
72. Børnelokkeren – min mor
Min mor Hanne var kommet på besøg, og ja, hvorfor ikke tage hende med på elev-ekskursioner. Mens eleverne indsamlede oplysninger og jeg tjekkede om de nu også var på rette spor, gik min mor rundt i gaderne i den lille by Ticul og kiggede sig nysgerrigt om.
71. Kursus for kulturpromotorer og barfodsetnografer
I sommeren 1980 flyttede Silvia, Elvira, nyfødte Maya og jeg til Valladolid. Det var besluttet at Culturas Populares skulle uddanne en slags barfodsetnografer – unge mayaer der efterfølgende skulle virke som kulturindsamlere og formidlere i deres egne landsbyer.
70. Fototeca Pedro Guerra
I den første tid vi boede i Merida havde jeg ikke mit eget mørkekammer. Jeg måtte ’låne’ mig frem, og endte med at få mørkely på antroplogiskolen, Escuela de Antropología de la Universidad Autónomo de Yucatán. Bygningen var nyopført og husede et stort mørkekammer.
69. Artesania – blir’ jeg aldrig færdig med
Silvias ogf min artesaniabog fra 1981 trængte til en opdatering, for tiden gik bestemt ikke sporløst hen over det kunsthåndværk, vi havde set, da vi kom til Yucatán. Meget forsvandt, som for eksempel de traditionelle guldsmykker, som almindelige folk ikke mere havde råd til at købe, eller fordi de købte industrielt producerede smykker.
68. Artesanias og aviser
Silvia var godt i gang med en kortlægning af kunsthåndværk på Yucatan. På lokalt plan arbejdede hun sammen med Ady Rosa Cuaik, som var en hurtig i aftrækket og bestemt leder af regeringens Casa de las Artesanias.
67. Sisal og Høstbindegarn
Sisal agaven har som nytteplante sin oprindelse blandt mayaindianerne på Yucatan. Da selvbinder høstmaskinerne blev opfundet i slutningen af forrige årh. blev plantefibrene en guldgrube for især haciendaejerne – la casta divina, den guddommelige kaste. Det kaldtes ’det grønne guld’. Indianerne blev fattigere, da de mistede arealerne for deres traditionelle selvforsynings landbrug.
66. Hideyo Noguchi
Ja så japansk er navnet på det forskningscenter under det lokale universitet UADY, hvor vi fandt tilflugt. Æren tilskrives den japansk læge Hideyo Noguchi (1876-1928), som i 1930’erne for en meget kort tid studerede gul feber på Yucatan.
65. Culturas Populares
Under mine studier på universitetet i København havde jeg været meget optaget af den mexicanske socio-økonom Rodolfo Stavehagens (1932 – 2016) artikel om 10 fejlagtige teser til forklaring af udviklingen ( eller snarere manglen på udvikling ) i Latinamerika.
64. Danmarks Radio – DR
Der var mange, mange gode grunde til, at jeg blev helt vild med at bo i Mexico. En af dem var ikke mindst den etniske indianske musik, såvel som den almindelige udbredt musik i alle sine forskellige toner, instrumenter og udtryk, der er så øresmægtende gode i Mexico.
63. Ciudad de México
Bjørn Førde og jeg havde samarbejdet om flere projekter om Latinamerika i forbindelse med en studiekreds jeg organiserede på Centret for Udviklingsforskning. Bjørn er dygtig, energisk, hyggelig og selskabelig.
62. Vi kan ikke sove – sang Viggo Rivad
Det var gået godt med de to bøger fra La Huasteca, som blev udgivet på Mellemfolkeligt Samvirke. I den tid var Danmark så småt begyndt at rulle sine bistandsprojekt ud rundt om i verden, og for at få opbakning til det i de hjemlige parcelhuse, gik man samtidig i gang med at oplyse danskerne om de kulturelle og økonomiske forhold rundt om i den knapt så privilegerede verden.
61. Mexico D.F
Silvia og jeg boede nu sammen med Eckart Boege og Luisa Paré i Tlalpan, en lille forstad i den sydlige del af byen Mexico, som efterhånden var blevet helt opslugt af storbyen. Vi blev sagt op, og Silvia og jeg købte med hjælp fra mine og Silvias forældre, nogle halvfærdige selvbyggerhuse for foden af kirken i landsbyen Tepepan, som også var godt på vej til at blive opslugt af urbaniseringen.
60. Sonora
Mexico har siden den spanske koloniadministration, og vel også under aztekerne i den centrale del af Mexico, været et meget centralistisk styret land. Alle initiativer kom og kommer stort set stadig fra centralregeringen, og alle beslutninger skulle ind omkring Mexico By og vende. Sådan var det også med udforskningen af fortiden og historien.
59. Vente på go’ vind i Valle Mezquital
I august 1976 rejste Magrethe og Annika tilbage til Danmark – og jeg flyttede sammen med Silvia og Elvira! Silvia var færdig som etnograf/antropolog og havde fået arbejde i et social-anthropologisk studieprojekt i Mezquital-dalen i delstaten Hidalgo, lidt nord for Mexico By.
58. Cara de la Huasteca
Fra jeg ankom til la Huasteca, har jeg taget fotografier i s/h og dias. En del er blevet brugt i de bøger jeg fik lavet, men der var alligevel en del til overs på de 350 ruller film, jeg fik taget i min tid dér. Det havde altid været min idé og drøm, at lave en rigtig god fotobog fra la Huasteca, hvor det er fotografierne, der tages hensyn til ved trykningen, og ikke kun teksten, hvorved det ofte giver snusede billeder.
57. Etnografens rapport
Hvad blev så resultatet af mit ophold i la Huasteca ? Når jeg nu (2007) 30 år senere ser tilbage, så må jeg vel sige eller indrømme, at opholdet var et led i en større plan for min mexicanske uddannelse. Der kom nogle småpublikationer ud af opholdet i La Huasteca, men de større resultater skulle vente på sig. De kom langt senere, og fra en hel anden region, nemlig Yucatan.
56. Etnografens familie
Dengang jeg blev færdig som etnograf, var det stadig indiskutabelt, at den nybagte kandidat skulle på feltarbejde i langbortistan, hvor han eller hun helst skulle opholde sig mindst et års tid. Og familien ? Jo tak, den måtte så finde ud af, hvordan den kunne indrette sig.
55. Mexicanske antropologer
Jeg følte nok, at jeg sad i et etnografisk smørhul med al den ’etnografi’ jeg kunne ønske indenfor rækkevidde. Men jeg havde også fornemmelsen af, at sidde noget alene med hele herligheden.
54. Jordbesættelse og skolebrand
La Huasteca var, og er stadig et meget fattigt område med store sociale modsætninger og ringe økonomisk udvikling. Det førte også til sociale og politiske sammenstød. Mange mente, at den mexicanske revolutions løfte om jord og frihed til bønderne langt fra var blevet indfriet.
