Menú

Autor: Christian H. Rasmussen

Cristina

Me casé a los 19 años con un hombre diez años mayor que yo. Me casé enamorada a pesar de que él ya tomaba cuando lo conocí, así lo acepté y hasta la fecha sigo a su lado. Aunque cuando él toma, me insulta todo lo que puede y más con el tema de que antes no había podido quedar embarazada. Me echa en cara que no le sirvo como mujer, que soy mula, etc. Lo bueno es que él ni una vez me ha pegado.

Clara de Francisco

Me casé a los 17 años y mi esposo ya tenía 18 años, un año mayor que yo. De chica no me dejaron ir la escuela, pero logré estudiar cuando ya estaba adulta, madre y esposa. El gobierno creó el programa para ‘los’ que puedan y quieran estudiar, buscaron chavas con estudios para ser las maestras y que tendrán un sueldo, pero también ‘pasará’ en nuestras casas a enseñarnos a leer y escribir. Fue así como pude aprender lo básico, pero lo más importante es que aprendí a escribir mi nombre.

Clara

Hasta la primaria ‘llegó’ mis estudios. Me casé a los 19 años, mi esposo con 18 años. Lo conocí en la feria del pueblo de aquí de Chebal; ‘diarios’ nos veíamos en el baile. Después del baile, regresando de su trabajo, semanal venía a visitarme en casa de mis papás, pero ni una vez llegó tomado o borracho. Tuvimos que casarnos porque quedé embarazada.

Cecilia

Yo terminé la secundaria, pues hasta ahí llegaba la escuela de gobierno, y para seguir estudiando había que pagarlo. Y en total somos nueve hijos(as), y con trabajo les alcanzaba el dinero a mis papás para que comamos todos. Y por eso hasta la secundaria ‘llegó’ nuestros estudios.

Catalina

Yo fui la segunda hija de los seis hijos, por eso yo no pude ir a la escuela porque ayudaba a mi mamá en la casa con los quehaceres. Yo cuidé de mis cuatro hermanos hasta que todos crecieron. Mi mamá nos contó que en sus tiempos sus papás los obligaban a casarse sin conocer bien a su pareja.

Brigida

Yo apenas estudié tercero de primaria. Mis papás decían que estudiar no servía para nada, y era verdad porque apenas pudieron me casaron porque así lo decidieron. Yo no sabía ni lo que era enamorarse, sólo un día vinieron los papás de mi marido a la “pedida de mano” que se dice, y mis papás dijeron que yo me tengo que casar.

Bibiana

Me casé joven y enamorada a los 17 años. Sólo la primaria terminé. Él tenía 21 años y ya era vicioso en el alcohol. Siempre llegaba borracho a visitarme y aun así no me importó y acepté casarme. Mi papá nos dio un terreno al lado de su casa para que construya nuestra casa y así vivir cerca de ellos. Apenas construyó la casa me quedé sola y él se fue a trabajar en la Riviera Maya. Regresaba cada quince días, llegaba borracho y me insultaba y me pegaba. Según él, alguien le dijo que otro hombre viene a dormir conmigo y que apenas supo que venía él se fue.

Barbara

Yo en mi infancia no tuve ningún estudio. Pero mi esposo sí terminó la primaria; él sabe leer y escribir. En mis tiempos uno se casaba muy joven, no importaba la edad. Yo me casé a los 14 años, con un hombre de 18 años. Él ya era un alcohólico cuando lo conocí, pero me enamoré de él, por eso me casé.

Aurea

Vivíamos en un rancho, que está ubicado por la carretera rumbo a Tizimín. Pero mi papá compró terreno aquí en Chebal y construyó una casita de huano. Nos trajo a vivir aquí para estar cerca de una escuela y poder ir a estudiar.

Angela

Yo no fui a la escuela para nada, mis papás no me dejaron ir. A los 17 años mis papás me casaron con un hombre de 20 años. Él trabajaba con su papá en Cozumel. Su papá era un j’men y curandero de hierbas, según por eso mis papás le tenían miedo a los j’men, por eso no lo pensaron y aceptaron casarme con él.

Adriana

Hace dos años me junté con mi pareja. Él tenía 35 años y yo 26. Era soltera, aunque parece raro estar soltera a mi edad, pero nadie se había fijado en mí antes. Supongo que es porque no me consideran atractiva o no había tenido la suerte.

Adela

En mis tiempos, nuestros papás no nos dejaban ir a la escuela. Eran muy estrictos, que una debe permanecer dentro del hogar, nada de salir porque había muchos quehaceres; había desde molcajete, molinos de mano, en fin todo manual para que las mujeres no salgan.

1. Encuentro de dos culturas

Con la Conquista, la imposición de la cultura española y la actual dominación de la cultura occidental moderna, se ha dado un cambio lento pero firme en la cultura y vida cotidiana de la gente de Xocén. Luego de vivir de lo que podían producir y recolectar en el monte y la milpa, los habitantes, en especial los jóvenes, vislumbran ahora su futuro más allá de su pueblo natal. Ahora estudian y buscan trabajo principalmente en la zona turística de la Riviera Maya.

Mine fotografier

Mine fotografier. Alle mine fotos er opdelt i ’personlige’ og ’generelle’. De genereller er opdelt på emner og områder, men har alle en opdækning i en krologisk liste.

Publikationer

Publikationer: Danmark; Mexico: La Huasteca, San Luis Potosí, Yucatán; Udstillinger

9. De dødes Haver

Jeg har et bogprojekt, som jeg ikke kan give andre end mig selv skylden for, at det aldrig er blevet til noget, og nok heller aldrig bliver til mere end et skuffeprojekt.

8. De forstenede heste

I 2008 havde jeg, sammen med arkitekten og hestekenderen Ib Møller, fået udgivet det store samleværk Heste i Danmark. Ikke fordi jeg kendte til heste, men fordi jeg fandt ud af, at der ikke fandtes en samlet fortælling om hestens betydning for udviklingen indenfor økonomi og samfund i Danmark.

7. Tid til Te

En udstilling om kaffe og te blev i 2005 til en udstilling om danskernes jagt, køb og hang til te. Et emne der strækker sig over 300 år og går fra Perleporten ved Hong Kong over missionærers teplantager i Darjeeling, til smugleri af te til England i Danmarks Florisante periode, frem til de asiatiske pakhuse på Christianshavn, hvor i dag Udenrigsministeriet holder til.

6. Kuldsejlede bøger i Danmark

I mine mange år i Mexico har jeg altid haft nær kontakt til Danmark – familiemæssigt selvfølgelig, men også fagmæssigt. Til min forskning i Mexico har jeg modtaget gode penge fra danske fonde.

5. Bussen kører ikke videre

I l996 var jeg med til at indspille en børnefilm til Danmarks Radio DR i fiskerbyen Cuyo på Yucatans nordkyst. Handlingen blev ridset op af mig, for jeg kendte mulighederne og havde kontakterne, men dialog og indspilning stod Per Schultz ogAnette Pilemark og deres filmfotografer for.

4. Yucatan

Ingen tvivl om, at Yucatan er blevet min fredelige slagmark. Det er her jeg har kunnet arbejde og hente materiale og inspiration til de mange bøger – de fleste sammen med min kone Silvia – jeg har fået udgivet i Mexico.

3. Julia, Julia Hopsasa

Mit hjem i La Huasteca var den lille by Aquismon. Hertil kom min datter Annika, sammen med sin mor Margrethe Agger, i skoleåret 1975-76. Margrethe og jeg blev skilt og Annika flyttede med sin mor tilbage til Danmark, mens jeg forblev i Mexico.

2. Cara de la Huasteca

Fra mit lykkelige feltarbejde i det underbare smukke la Huasteca, har jeg en bog liggende – stadig i skuffen, eller som det er i dag, på pc’eren. Jeg har kaldt den Cara de la Huasteca – La Huastecas Ansigt.

1. Mexico – La Huasteca Potosina

I 1974 kom jeg som ung, nybagt og lidet vidende etnograf – antropolog som det hedder i dag – til Mexico og blev udstationeret i den nordlige del af landet, i La Huasteca i delstaten San Luis Potosi. Herfra begyndte min langsommelige uddannelse som antropólogo – på mexicansk.

Mine Bøger på hylden – og i skuffen

Bøger og artikler skrives for at blive publiceret og leve et frugtbart liv på boghylder og borde, og derfra taget i hænderne af nysgerrige og videnslugende læsere. De bøger der opnår denne glæde, opregner den stolte forfatter i sit cv og publikationsliste.

122. Alteret skal altid stå med en ren dug

«Alteret skal altid stå med en ren dug på», skrev Sjællands første lutheranske biskop Peder Paladius i sin visitatsbog fra 1540. De hvide duge sad sognet kvinder under tællepråsens og petroleumslampens skær og broderede i de lange mørke vinteraftener. Mange af dem ligger stadig på kirkernes alter.

121. Silvias Mayva Chuy broderiprojekt

Silvia, der i modsætning til mig har en systematisk videnskabelig holdning til de forskningsopgave hun går i gang med, var hen ad vejen blevet noget træt af , at blive ved med at lave ’forskning for forskningens egen skyld’. Hun ville gerne lave målrettet forskning, og bruge den indsamlede viden til glæde for de undersøgte.

120. De forstenede heste

Til bogen Heste i Danmark, havde jeg skrevet om hesten i dansk litteratur, og samtidig været meget opsat på, at samle billeder og oplysninger om hesten i den danske kunst. Det afsnit skrev museumsdirektør Iben From udmærket om i bogen. Men jeg syntes nok, at der var mere stof at hente.

119. Heste i Danmark

Jeg vil ikke skrive, at jeg var løbet tør for ideer om at bringe mexicanske temaudstillinger til Danmark. Problemet var snarere, at det efterhånden var svært at få afsat udstillinger til danske museer med kunstneriske eller kulturhistoriske emner fra fjerne Mexico. Forklaringen, som jeg kunne opfatte den og fik præsenteret fra forskellige museer var, at budgetterne til særudstillinger var meget få, og blev for hvert år mindre. Midler skulle i stadig højere grad indhentes fra offentlige eller private fonde eller sponsorer – og der var kamp om de knappe midler.

118. Tid til Te

Teen har vi fået fra Orienten, fra Kina – og min udstilling Tid til Te blev som et orientalsk eventyr, hvor appelsinerne, en efter en væltede ned i min turban. Det var en stor lykke at lave denne udstilling.

117. Danske kirkegårde

Langt, langt de fleste af mine fotos har jeg taget udenfor Danmark. Men ingen regel uden undtagelse. Da jeg kom til Mexico, blev jeg hurtigt vildt begejstret for mexicanernes ’afslappede’ forhold til døden, i hvert fald set i forhold til os danskere.

Arbejde og gode oplevelser i Danmark

Jeg er opvokset i Danmark, og har et nært og kærligt forhold til fædrelandet. Og er jeg i Danmark, forsøger jeg altid at arbejde med noget dansk. Det er blevet til et par udstillinger og bøger, som hver især har hjulpet mig til at trænge dybere ned til mine rødder.

116. Med snuden mod nord

Man skal nok have boet både i Jylland og på Yucatan, og studeret verdenskortet, for at bemærke, at de begge er halvøer, der strækker sig fra syd mod nord. Kigger vi efter, opdager vi også, at de er de eneste store halvøer med denne retning. Alle andre, Italien, Spanien, den Californiske halvø, Florida,Laos, Cambodia og Thailand – alle hænger de på et kontinent med næsen fra nord mod syd.

115. Af en gadepiges dagbog

Kommer du til selskab eller møde, kan du præsentere dig med et – godaften mit navn er Christian, jeg er antropolog. Men, arbejder du på gaden, som gadens piger gør, ville du ikke forvente at blive mødt med et – godaften, mit navn er Lorena, jeg er luder, eller om du vil, sexarbejder. Nej vel!

114. Gode venner og veninder

Prostitution er et erhverv som dem jeg kom til at kende, ikke ønskede at forblive i. Men at finde et alternativ er for de fleste svært. Og de som bliver ved i faget, lærer spillet regler.

113. De ans- tændige kvinder fra gade 58

Prostitution er, for at sige det gennemtærsket banalt, et universalt fænomen. Og det vil det altid være – så længe der er fattigdom og ulighed. Jeg begyndte at interesserer mig for de prostituerede i Merida omkring 2009, efter jeg i mange år, uskyldig som jeg er, havde gået forbi dem på vej til min hængekøjebutik i gade 58, uden rigtig at lægge vægt på deres diskrete invitationer.

112. Teatro yucateco – fra første række

Der er fordele – og bagdele ved alt, og alle. Fordelen ved at være ’free-lancer’, daglejer er, at du er en fri fugl, og kan sætte dig på hver en gren du har lyst til. Bagdelen er, at du altid skal ud og søge, for noget skal du jo have at leve af. Jeg har tilbudt mine uomtvistelige store talenter og fantastiske og nødvendige projekter til gud og hvermand, og de fleste har jeg fået afslag på. Ni modo, desværre – det er frihedens pris.

111. Nacido en Dinamarca / Født i Danmark

Jeg har gennem tiden bragt mange foto- og kulturudstillinger med mexicanske temaer til Danmark. Var det så ikke også på tiden at vise noget ’rigtig’ dansk for mexicanerne? Det overbeviste jeg mig selv om, og gik i gang med at vælge ud af de mange fotos jeg altid tog, når jeg var i Danmark.

110. Mexicansk keramik – tradition og fornyelse

I ’gamle dage’ var der noget der hed stykgods, og man kunne få en større eller mindre trækasse sendt til Danmark fra Mexico. Det begreb eksisterer ikke mere. I dag skal alt, stort som småt sendes i en container.

109. Festen for de Døde

Det er banalt at skrive, at vi alle dør. Men folk i forskellige kulturer forholder sig forskelligt til døden, og herom er der spændende stof at hente frem og fortælle.

108. Flet og Vidjer fra Mexico

Under hele mit ophold i Mexico har jeg altid haft en lille ankerplads på Moesgaard Etnografiske Afdeling under Århus Universitet. Det skyldtes mit venskab med Klaus Ferdinand, som jo satte mig på sporet – ganske vist i København – med at læse etnografi. Men kontakten til Klaus og afdelingen blev bevaret, og jeg har indsamlet genstande til museets UNESCO skolesamling, og hen ad vejen har jeg deponeret alle mine fotos i museets mere sikre arkiver, end i mine tropiske, fugtige gemmer.